Den internationale gigant Universal sluger danske MBO Group og bliver landets suverænt største pladeselskab.
En lang række danske succesmusikere som Nephew, Medina og Nik & Jay har fået ny arbejdsgiver. Verdens største musikvirksomhed, Universal Music Group, har mandag købt den danske pladeselskabsgruppe MBO.
MBO Group stod sidste år for en tredjedel af salget af dansk musik herhjemme og var dermed markedsledende.
Med opkøbet kommer Universal til at sidde på en markedsandel på 45 procent af den danske musik og 41 procent af det samlede musiksalg.
Dermed overhaler Universal Sony som det største pladeselskab på det danske marked.
Blandt selskabets danske artister finder man Aqua, Sort Sol og TV2, mens det internationale katalog tæller sværvægtere som Metallica, Eminem og Take That.
MBO's aktiver tæller blandt andet de succesfulde pladeselskaber Copenhagen Records, A: larm Music og RecArt.
- De tre labels (pladeselskaber, red.) kommer til at fortsætte som hidtil, både hvad angår deres musikalske profiler og den individuelle markedsføring, forsikrer Casper Bengtson, direktør for Universals danske datterselskab.
Han lægger heller ikke op til fyringer i de tre selskaber.
- De bliver separate enheder med samme bemanding som før sammenlægningen, da vores primære motivation netop består i ønsket om at arbejde tættere sammen med de dygtige A&R- (artistansvarlige, red.) og marketingsfolk, der er på de tre labels, forklarer Universal-chefen.
/ritzau/