Prisen på kakaobønner har nået det højeste niveau i 32 år. På sigt kan udviklingen betyde dyrere og mere lys chokolade, siger topchefen hos Toms Chokolade.
Det gælder om at hamstre godt med chokolade i julen, hvis man har hang til det søde, for prisen på chokolade kan være på vej i vejret. I den forgangne uge nåede prisen på kakaobønner det højeste niveau siden 1977.
Prisudviklingen giver dybe panderynker i chokoladeindustrien, som er afhængige af kakaobønnerne.
Ifølge administrerende direktør i Toms, Jesper Møller, vil priserne dog i første omgang betyde, at der igen bliver mere lys chokolade på hylderne.
- Mørk chokolade er dyrere at producere end lys chokolade. I nogle år har der været meget fokus på høje kakaoprocenter, men der tror jeg, man vil se flere producenter holde igen med procenterne, siger han.
På sigt kan udviklingen sende prisen på chokolade i vejret for forbrugerne.
- Et stigende forbrug i de kommende år kombineret med råvareknaphed kan godt få kakaoen til at nå rekorder prismæssigt, siger Jesper Møller.
Men lige nu kan producenter og chokoladefans glæde sig over, at prisen på andre vigtige ingredienser som sukker og mælkepulver er faldet i takt med, at prisen på kakaobønner er steget.
De skyhøje råvarepriser skyldes blandt andet dårligt høstudbytte fra de væsentligste kakaoproducenter i Elfenbenskysten og Ghana, som tilsammen står for 70 procent af hele verdens kakaobønner. Ifølge Jesper Møller er prisen også skudt i vejret på grund af spekulation på markedet.
Et ton kakao koster ifølge Financial Times næsten 2300 britiske pund - eller godt 20.000 danske kroner - og har dermed nået det højeste niveau i 32 år. Alene i år er prisen steget 30 procent på den eftertragtede råvare.
/ritzau/