110 hektar bynær landbrugsjord ved motorvejsafkørslen ved Maribo skal udlægges til transport- og turismecenter og nye lette industrier.
Lolland Kommune går straks i gang med at udarbejde den lokalplan, som skal åbne for et kæmpestort nyt erhvervsområde ved motorvejsafkørslen ved Maribo.
Ideen er Knuthenborgs og direktør Christoffer Knuth har fået MT Højgaard a/s som projektansvarlig og medinvestor, skriver Folketidende i dag.
Når kommuneplanen har været politisk behandlet og gennem høringsfasen vil man kunne bygge på første etape formentlig allerede fra sommeren næste år. Første etape skal rumme transport- og turismecenter med servicefaciliteter og overnatningsmuligheder.
- Vi vil gerne være med til at fremtidssikre erhvervsudviklingen i forbindelse med etableringen af den faste forbindelse. Vi har jorden og den ligger perfekt ved motorvejsafkørslen og tillige bynært, siger Christoffer Knuth.