Først gik Rønbjerg Feriecenter konkurs med 60 arbejdspladser. Nu mister Løkstør andre 40 job, som Larsen Danish Seafoods flytter til Tyskland.
Larsen Danish Seafood har besluttet at flytte 40 arbejdspladser til Tyskland, skriver Nordjyske.dk.
Det sker, efter at Løkstør forleden blev ramt på 60 arbejdspladser i det konkursramte Rønbjerg Feriecenter.
Larsen Danish Seafood flytter de 40 arbejdspladser til Harrislee i Tyskland til foråret. Virksomheden har i forvejen tre fabrikker i Tyskland med 250 medarbejdere, men opretholder en dagproduktion i Løkstør.
Vesthimmerlands Kommunes borgmester, Jens Lauritzen (V), siger, at det nu begynder at "snævre noget til" for beskæftigelsen.
- Det er rigtigt ærgerligt, for vi kommer til at mangle arbejdspladserne, siger han om udflytningen af job fra Larsen Danish Seafood.
/ritzau/