Lokale fiskere i Nexø vurderer, at vinden stilner af og således gøre det muligt, at testraketten HEAT-1X-Tycho-Brahe kan sendes op i løbet af søndagen.
De lokale fiskere i Nexø har tiltro til, at vinden stilner af og tillader første raketopsendelse i det danske rumeventyr i morgen tidlig. I hvert fald hvis gruppen bag planerne følger planen og bugserer raketten ud til opsendelseszonen ved midnat.
- Lad dem bare sejle ud i nat. Så skal den nok blive skudt af, siger Henrik Kristensen, der med 30 års erfaring som fisker vurderer, at vinden stilner af i nat og indtil i morgen formiddag.
Opsendelsen af testraketten Heat-1x-Tycho-Brahe er flere gange blevet udskudt på grund af vejrforholdene. Vinden var skyld i, at opsendelsen blev udskudt fra lørdag til søndag, men nu ser vejret ud til at holde, mener en af folkene bag projektet.
- Det ser rigtig godt ud. Der bliver ikke mere end fem sekundmeter vind, siger Tom Niederreuther, der har ansvar for den husbåd, som skal bugsere raketten ud på havet i nat.
Den endelige melding om tidspunktet for opsendelsen kommer i aften på et møde mellem de frivillige bag den spektakulære amatørraket.
Hvis de bliver enige om, at vejret i morgen er godt nok, skal raketten efter planen sendes op mellem klokken 10 og 12 i morgen formiddag.
/ritzau/