Fra 1. juli kan kommunerne kræve, at der grundet klimahensyn skal være græs på taget af et nybygget hus, eller at der ikke må komme en dråbe regnvand fra grunden ud i det fælles spildevandsanlæg. Det er en kommende ændring af planloven, der snart gør det muligt for kommunerne at trække klimakortet i nye lokalplaner, skriver Licitationen - Byggeriets Dagblad.
Tiltaget, der er sat i verden af miljøminister Ida Auken (SF), glæder Kommunernes Landsforening (KL).
Formand for KL's teknik- og miljøudvalg, Martin Damm (V), siger til Licitationen, at det er en nødvendig beslutning for at samfundet kan håndtere de mange klimaudfordringer. Han afviser, at det er grænseoverskridende, at myndighederne nu i endnu større grad kan bestemme, hvordan man skal bygge sit hus eller virksomhed.
- Det er nødvendigt for en kommune, at den overordnet fungerer også i forhold til klimaændringer. Derfor skal der stilles visse krav i en lokalplan. siger Martin Damm, og tilføjer, at det jo er frivilligt, om man vil slå sig ned i de nye områder.