Sparekassen Sjælland køber ifølge FinansWatch de sunde dele af Max Bank. Dermed er der debut til Bankpakke IV.
Sparekassen Sjælland overtager de sunde dele af Max Bank. Det erfarer netmediet FinansWatch, inden der er kommet en officiel udmelding fra den nødlidende bank.
Max Bank meddelte lørdag, at Finanstilsynet havde pålagt den syd- og vestsjællandske bank at foretage ekstraordinære nedskrivninger og samtidig skærpet kravet til bankens solvens.
Dette krav kunne banken ikke leve op til, og banken havde derfor frem til mandag klokken 6.59 til at skaffe kapital, hvis ikke banken skulle ende i skraldespandsselskabet Finansiel Stabilitet.