Mellem 500 og 650 ansatte i Nordea Danmark skal fyres. I alt skal koncernen slankes med 2000 ansatte.
Storbanken Nordea vil fyre mellem 500 og 650 medarbejdere i Danmark i løbet af 2011 og 2012, oplyser banken.
Antallet af medarbejdere skal i 2011 og 2012 reduceres med cirka 2000, heraf 500-650 i henholdsvis Danmark, Finland og Sverige og 200-300 i Norge.
Nordea har i dag cirka 34.000 ansatte.
Storbanken har indledt forhandlinger med de faglige organisationer. Målet er at nå en stor del af reduktionen i medarbejderomkostninger ved naturlig afgang og frivillige aftaler, oplyser banken.
Tidsforløbet for de formelle forhandlinger med fagforeningerne varierer fra land til land, og alle processer forventes at være afsluttet i november.
/ritzau/