Fyringer og store tab i 2009 er afløst af uventet stigning i omsætningen i Sauer-Danfoss. Industriselskabet har stigende omsætning for første gang siden 2008.
Efter en kraftig nedtur med nul ordre, tab og fyringer i 2008 og 2009 er optimismen vendt tilbage i industrikoncernen Sauer-Danfoss, der har Danfoss som hovedaktionær og udgør cirka en tredjedel af de globale aktiviteter i Danfoss.
I sit kvartalsregnskab til børsen i New York oplyser Sauer-Danfoss, at selskabet opnåede et plus på 20,7 millioner dollar mod et minus på 78,4 millioner dollar i samme kvartal i fjor.
Administrerende direktør Sven Ruder oplyser, at omsætningen i første kvartal overstiger forventningerne.
- Stigningen i omsætningen var 11 procent og er den første stigning, vi har rapporteret siden tredje kvartal 2008, siger Sven Ruder.
Han forklarer, at omsætningen afspejler det generelle opsving på markedet og den positive effekt, det har, at kunderne har nedtrappet processen eller er helt færdige med at reducere deres lagre.
- Vi havde planlagt et 2010, der næsten var nede på niveau med 2009, men nu ser vi nogle markedsbetingelser, som forbedres måned for måned, siger Sven Ruder.
På den baggrund forventer selskabet en årsomsætning på 1,4 milliarder dollar svarende til en stigning på omkring 20 procent i forhold til 2009. Der er dog et stykke op til omsætningen i 2008 på 2,1 milliarder dollar.
Den uventet store ordretilgang til Sauer-Danfoss kommer for en stor del fra Asien, hvor omsætningen er steget med 30 procent i første kvartal. I Nord- og Sydamerika var stigningen på 10 procent, mens Europa endnu ikke har haft stigninger i omsætningen.
Efter fyringsrunder i 2009 har Sauer-Danfoss omkring 7500 medarbejdere globalt, heraf omkring 1200 i Danmark. Selskabet er førende på verdensplan inden for hydrauliske systemer, der bruges i mobilt udstyr inden for eksempelvis landbruget og byggesektoren
/ritzau/