Brugtvogns- og autoforhandlere fik ikke mange handler i hus i april. Påskeferien holdt kunderne væk.
Der gik ikke mange kunder igennem svingdørene hos landets autoforhandlere i april. Bilsalget faldt med 16 procent, viser tal fra Danmarks Statistik.
- Faldet kommer dog efter en stor stigning i marts på 14,8 procent. Tallene er givetvis påvirket af, at påskeferien i år startede netop 1. april, som var skærtorsdag, siger Las Olsen, privatøkonom i Danske Bank i en kommentar.
Også brugtvognsforhandlerne havde en stille forårsmåned - salget af brugte biler faldt 14 procent fra marts til april. I alt købte private danskere 6100 nye personbiler i april 2010.
Bilsalget er dog ikke kommet rigtig op i gear oven på finanskrisen endnu. I de seneste 12 måneder har danskerne købt 63.400 biler, og det er 18 procent færre end i de seneste 12 måneder.
Dog ser det en anelse lysere ud, hvis man ser på bilsalget i perioden februar til april 2010, hvor salget ligger en anelse højere end i samme periode sidste år.
Der blev således solgt fire procent nye biler, mens brugtvognshandlerne er steget otte procent.
- Dagens tal passer fint med vores billede af, at forbruget er i bedring, men at det går langsomt. Forbrugerne har penge nok efter skattelettelser, rentefald og stor opsparing sidste år. Men chokket fra finanskrisen betyder, at forsigtigheden stadig er stor, siger Las Olsen.
De danske virksomheder holder også igen med at købe varebiler og lastbiler.
I april blev der købt 16 procent færre køretøjer end for et år siden, mens købet de seneste 12 måneder lå 46 procent lavere end i den foregående 12 måneders periode.
/ritzau/