Miljøvenlige dæk på biler kan reducere udslippet af CO2. Applus+ Bilsyn ser gerne, at der kommer miljørådgivning til bilejerne.
Bilsynsvirksomheder skal rådgive bilejere i brug af miljøvenlige dæk og regler for kørsel i miljøzoner. Dermed kan man være med til at hjælpe miljøet, lyder det fra Applus+ Bilsyn.
Helt konkret mener Arne Willerslev-Legrand, direktør for Applus+ Bilsyn, at bilsynsvirksomheder bør rådgive bilejere mere aktivt om, hvordan de kan reducere udledningen af CO2 og dermed gavne miljøet.
- Vi er bileksperter og besidder en stor viden i forhold til mange forbrugere. Det gælder også indenfor miljøsikring af køretøjerne. Det bør komme vores kunder og miljøet til gode, siger han.
Han foreslår, at miljørådgivning bliver til en integreret del af rådgivningen, når man syner biler, varevogne, busser og lastbiler. Arne Willerslev-Legrand savner politisk opbakning, da det skal støttes fra politisk hold, før det får gennemslagskraft.
- Miljø- og klimabevidsthed spiller en stadig større rolle hos forbrugerne, og vi kan vinde større tillid samt styrke vores omdømme hos forbrugerne ved at håndtere og efterleve de værdier i vores måde at drive forretning på, understreger han.
/ritzau/