Øget brug af dyre forbrugslån, som måske skyldes bankers skrappere krav, vækker bekymring hos S-ordfører.
Den øgede brug af dyre forbrugslån vækker bekymring hos Socialdemokraternes forbrugsordfører, Mette Reissmann. Hun gør nu klar til at kontakte erhvervsminister Ole Sohn (SF) for at sikre, at forbrugerne ikke går i en lånefælde.
Ifølge Danmarks Statistik steg de såkaldte blankolån, som gives uden sikkerhed, med en procent i forhold til kvartalet før. En forklaring kan være, at danskerne har fået sværere ved at hente lån i banken og derfor må videre til andre lånekilder.
Det får alarmknappen til at ringe hos Mette Reissmann.
- Den udvikling skal vi se på, allerede inden det overhovedet kommer i nærheden af at skævvride almindelige familiers økonomi, siger Mette Reissmann.
Hun mener, at tidligere erfaringer med de dyre lån viser, at det kan gå hårdt ud over familiers økonomi. Dermed er vejen banet for større problemer, både socialt og menneskeligt, mener ordføreren.
Mette Reissmann er ikke som sådan ude efter finansieringsselskaberne, der står bag udlånene. Men hun vil sikre, at forbrugerne ved, hvad de går ind til, når de optager lånene.
- Vi må have beskyttelsen af forbrugerne frem i fokus, siger Mette Reissmann. Hun frygter så småt, at man efter jul vil kunne se de første eftervirkninger, hvis for svage lånere har sat sig for dyrt.
S-ordføreren mener, at den tidligere regering i for høj grad har overladt dette problem til markedet selv og ladet det være op til folk at se sig for. Men det kan man ikke regne med, at folk gør, hvis de ikke er fuldt oplyst, understreger Mette Reissmann.
/ritzau/