Anklagemyndigheden har lagt sag an mod Topdanmark for ulovlig overvågning af forsikringskunde.
Der bliver nu rejst en straffesag mod Topdanmark, som ifølge anklagemyndigheden ulovligt har overvåget en forsikringskunde.
Selskabet risikerer en bøde, mens de seks anklagede medarbejdere risikerer bøder eller fængsel i op til seks måneder, skriver Morgenavisen Jyllands-Posten.
- Jeg kan bekræfte, at der kommer en straffesag, men der er endnu ikke berammet et retsmøde, siger politiadvokat Helle Just Christensen, Nordsjællands Politi, til avisen.
Det er første gang, at domstolene skal tage stilling til sådan en sag. Ifølge Datatilsynet er den meget principiel og vil afklare, hvor langt et forsikringsselskab må gå, skriver Jyllands-Posten.
Sagen handler om overvågning af Kamilla Skjernov, som efter en ulykke mistede erhvervsevnen og derfor har udsigt til en erstatning på flere millioner kroner.
Topdanmark sendte videomaterialet fra overvågningen til Arbejdsskadestyrelsen, mens sagen blev behandlet.
- Det er ubeskriveligt krænkende at blive overvåget i situationer, hvor man tror, man er privat, siger Kamilla Skjernov til Jyllands-Posten.
- Arbejdsskadestyrelsen har valgt at se bort fra videomaterialet, og styrelsen har fastslået, at jeg er berettiget til en erstatning på baggrund af de fyldestgørende lægelige oplysninger i sagen, fortæller hun til avisen.
Under anklage er de ansatte i Topdanmark, som traf beslutningen om at overvåge, og de tre skadeinspektører, som i praksis gennemførte den.
- Vi mener, at vi ikke har overtrådt loven, og vi har begæret navneforbud for at beskytte medarbejderne, siger kommunikationschef i Topdanmark, Jens Langergaard, til Jyllands-Posten.
/ritzau/