Vindmølleproducenten er for alvor ved at være i omdrejninger igen. Det smitter positivt af i Nakskov.
Vindmøllegiganten Vestas, der sidste år fyrede 279 medarbejdere på vingefabrikken i Nakskov, har nu atter fået vind i sejlene.
Vestas genbesætter nu i alt 200 stillinger på fabrikkerne i Nakskov og Lem i Jylland, fortæller Ritzau.
Ifølge DR P4 Sjælland vil der blive ansat 70 medarbejdere i Nakskov. For tre måneder siden genbesatte man 80 stillinger i Nakskov, så ialt er 150 af de 279 stillinger altså genoprettet efter sidste års nedtur.
Fællestillidsmand Carsten Heide Jørgensen kalder ifølge P4 Sjælland nyheden for "en dejlig julegave om sommeren".