Den kommende Femern Bælt-forbindelse minimerer nok den logistiske barriere mellem Region Sjælland og Tyskland. Men en række andre barrierer skal også nedbrydes, hvis forbindelsen skal resultere i en smidig udveksling af arbejdskraft på tværs af Femern Bælt. Det er by-, bolig- og landdistriktsminister Carsten Hansen og regionsrådsformand Steen Bach Nielsen enige om.
- Region Sjælland har gjort et stort arbejde for at skabe de bedste betingelser for vækst, udvikling og beskæftigelse, men der er en række praktiske og juridiske barrierer for at få fuldt udbytte af den faste forbindelse over Femern Bælt, lyder det fra Carsten Hansen.
Sammen med Steen Bach Nielsen peger han på flere udfordringer. Blandt andet mener de, det skal afklares, om en dansk uddannelse er gyldig i Tyskland, ligesom reglerne for pension og arbejdsmarkedsbidrag for en tysk lærling hos en dansk elektriker også skal afklares. I dette arbejde skal erfaringer fra Sønderjylland og udfordringerne over den dansk-svenske grænse inddrages.
Carsten Hansen lover også, at regeringen nu vil gå aktivt ind i at få ryddet flest mulige af barriererne af vejen.,