Tyskernes ærgrelse over dansk lyst til navneændring svækker nu lysten til at give forbindelsen et andet navn.
Tysk betænkelighed svækker nu lysten til at give Femern Bælt-forbindelsen et andet navn.
- De lød nærmest fortørnede over, at vi overvejede at gå væk fra Femern Bælt-forbindelsen, siger socialdemokraternes trafikpolitiske ordfører, Magnus Heunicke. Fredag havde han sammen med det øvrige trafikudvalg lejlighed til at mødes med en delegation af tyske socialdemokrater med SPD-gruppeformanden fra Schleswig-Holstein, Ralf Stegner i spidsen. Mødet fandt sted netop som historien om lysten til at skifte “Femern Bælt-forbindelsen” ud med “Østersø-forbindelsen” dukkede op i den danske presse.
- Tyskerne fandt at “Østersø-forbindelsen” lød lidt svensk, og som de sagde, så er det jo Femern Bælt, den skal krydse, siger Magnus Heunicke. Han var selv umiddelbart begejstret for det nye navn, men den tyske modstand har gjort indtryk.
- Nu hælder jeg mest til at beholde Femern Bælt-forbindelsen - vi skal ikke have nogen ekstra tysk modstand i øjeblikket, siger Magnus Heunicke. Det er planen at forligskredsen bag den faste forbindelse skal have navnesagen på dagsordenen på et tidspunkt - men først skal alle aspekter af sagen undersøges nøje.
Navnesagen har siden fredag fået flere medier til at lade læserne komme med forslag til en nyt navn: “Der Untergang”, “Fugleflugtslinjen” og “Lollands Linjen” lyder således nogle af de forslag, der er indkommet på Folketidende.dk.