Den nye transportminister skal torsdag kigge nærmere på, hvor den kommende Femern forbindelse skal bygges.
Torsdag formiddag besøger transportminister, Pia Olsen Dyhr (SF), Femern projektet ved Rødbyhavn. Ministeren skal blandt andet overvære, at det første vejarbejde sættes i gang, som en del af de fremrykkede aktiviteter for Femern Bælt forbindelsen, som Folketinget vedtog tidligere på året.
Dagen starter i Rødbyhavn på Femern A/S infocente. Herefter skal ministeren have en rundvisning i området ved den kommende tunnelfabrik. Pia Olsen Dyhr tilbydes et kig ud over området fra den udsigtsplatform, som er opstillet ved diget. Endeligt sluttes besøget med at det første vejarbejde går i gang.
Pia Olsen Dyhr blev i starten af august transportminister i forbindelse med en regeringsrokade. Hun overtog pladsen efter Henrik Dam Kristensen (S).