Kommuner hælder syge, arbejdsløse og ældre i kedeldragter og kalder dem pedeller.
I mange kommuner er kun hver anden pedel ansat på grund af kvalifikationer. Resten er placeret i løntilskud, fleksjob, seniorjob eller andre sociale ordninger, viser opgørelse fra 3F ifølge Avisen.dk.
Fagforeningen kræver kvoter for de såkaldt "ekstraordinære ansatte" i kommunerne. De er en direkte trussel mod fagligheden i tekniske servicefag som pedel, vicevært og varmemester.
- Man bruger jo faget som social parkeringsplads. Teknisk service risikerer at blive kendt som noget, alle åbenbart kan finde ud af, og sådan er det ikke. Men det gør det svært at forhandle løn på sigt, siger Ellen K. Lykkegaard, gruppeformand i 3F til Avisen.dk.
Løntilskud, fleksjob og seniorjob giver nemlig trængsel i pedellernes kafferum. I 77 ud af 98 kommuner er mere end hver tredje teknisk servicemedarbejder ansat på særlige vilkår.
I 10 kommuner er det ligefrem mere end halvdelen ifølge en opgørelse fra 3F, der i lighed med andre fagforeninger frygter, at det snart vil se lige sådan ud på i mange andre fag i kommunerne.
Derfor stiller KTO, Kommunale Tjenestemænd og Overenskomstansatte, krav ved de kørende overenskomstforhandlinger om, at der skal være en grænse for, hvor mange ansatte med særlige forhold, der kan proppes ind på én arbejdsplads.
- Det er nu seniorjobberne kommer. De kommer så ind oveni alle de ekstraordinært ansatte, der er i forvejen, siger Ellen K. Lykkegaard, der også er KTO-forhandler ved de kommunale overenskomster.
/ritzau/