Dansk Søredningsselskabs nye station i Nykøbing havde sin første opgave fredag aften.
Dansk Søredningsselskab havde i aftes sin første operation fra den nyetablerede station i Nykøbing. Det fortæller Flemming Olsen, der er stationsleder hos DSRS.
Klokken 22.50 blev Dansk Søredningsselskab kontaktet af vagthavende hos Søværnets Operative Kommando i forbindelse med en mindre båd, der cirka en halv sømil nord for Nykøbing havde fået et fiskegarn i skruen, og derfor havde behov for hjælp.
DSRS's redningsbåd "Rescue Nykøbing Falster" forlod havnen klokken 23.05, og var fremme ved havaristen klokken 23.15.
Her forsøgte man at få garnet ud af skruen, men det lykkedes ikke, hvorefter den havarerede båd blev bugseret til hjemhavnen i Lergraven.