Studerende i hele verden er vilde med at rejse ud for at studere. I løbet af de seneste seks år er antallet af internationale studerende steget med 50 procent, viser tal fra FN?s uddannelsesorganisation, Unesco.
Men Danmark er ikke blevet destination for de uddannelsessultne unge.
Som Politiken beskrev i maj, er antallet af udvekslingsstuderende faldende i Danmark, hvilket uddannelsesminister Morten Østergaard (R) dengang kaldte for en "kedelige negativ spiral".
Og nu viser nye tal fra Oecd, at Danmark med 7,8 procent udlændinge blandt de studerende ligger på gennemsnittet i Oecd. Det er ifølge Dansk Erhverv alt for uambitiøst, skriver Politiken.
- Danmark bør vågne op af prinsessesøvnen, siger Søren Friis Larsen, markedsdirektør i Dansk Erhverv, til avisen.
- Vi har nogle stærke uddannelsesinstitutioner og et godt brand som land. Så der er et marked for det, og det er godt for Danmark på lang sigt. Det er bare med at udnytte det, siger han.
Han henviser til, at andelen af udenlandske studerende i lande som England, Østrig, Schweiz og Australien er mellem 16 og 20 procent.
Australien vurderer, at internationale studerende samlet set bidrager med cirka 150.000 kroner per studerende per år til uddannelsessektoren, bolig, dagligvarer og turisme.
Derfor skal politikerne ikke være bange for udenlandske studerende, lyder meldingen fra erhvervslivet.
- Vi har i sagens natur en lille talentmasse, og vi skal konkurrere med hele verden og masser af talentfulde mennesker. Så kan vi få fat i nogle af de dygtigste, er det meget værdifuldt for Danmark, siger DIs underdirektør, Charlotte Rønhof
Hun kalder de udenlandske studerende for en "rigtig god forretning, selv om vi betaler for deres uddannelse og SU".
/ritzau/