Efter 23 år på Christiansborg må Klaus Hækkerup forlade Christiansborg sammen med SF's Nanna Westerby
Socialdemokraten Klaus Hækkerup bliver taberen i Nordsjællands Storkreds i giganternes kamp. Her sanker statsminister Lars Løkke Rasmussen (V) 56.285 personlige stemmer, mens De Radikales leder, Margrethe Vestager, får 23.649.
Efter 23 år i Folketinget kan Klaus Hækkerup glæde sig over, at mandatet bliver i familien. Sønnen Nick Hækkerup er valgt og spås en ministerpost ligesom uddannelsesordfører Christine Antorini, der bliver S-topscorer med 10.408 personlige stemmer.
Margrethe Vestager kan trods sit kanonvalg ikke trække partifællen Christian Friis Bach med i Folketinget. Anders Samuelsen støvsuger også 11.805 personlige stemmer til Liberal Alliances i Nordsjællands Storkreds.
Udbyttet er mere beskedent for De Konservatives leder Lars Barfoed. Han får et katastrofevalg på landsplan og mister i storkredsen det konservative mandat, som i 2007 gik til Pia Christmas-Møller. Barfoed kommer kun i Folketinget på et tillægsmandat
Valget er også en dyr fornøjelse for SF og Dansk Folkeparti, som begge taber et mandat i storkredsen. SF må sige farvel til boligordfører Nanna Westerby, som kun får 2051 personlige stemmer mod 2461 til trafikordfører Pia Olsen Dyhr.
Det er et dårligt valg for familien, da Westerbys mand, Thor Möger Petersen, også taber til SF's fhv. formand Holger K. Nielsen i Københavns Omegns Storkreds.
Dansk Folkeparti har også et tæt opgør i Storkredsen. EU-ordfører Pia Adelsten er valgt med godt 500 flere personlige stemmer mere end uddannelsesordfører Malene Harpsøe.
Løkke tager finansminister Claus Hjort Frederiksen med i Folketinget, selv om han får knap halvt så mange personlige stemmer som Sophie Løhde samt Hans Andersen.
Enhedslisten får valgt den fhv. porcelænsstøber Jørgen Arbo-Bæhr, som fra 2005 til 2007 sad i Folketinget.
/ritzau/