Regeringens aktivistiske udenrigspolitik ofres under en rød regering mener udenrigsminister Lene Espersen.
Det er slut med at sende danske soldater til Irak og Afghanistan, hvis Helle Thorning-Schmidt (S) vinder valget. Så vil Danmarks aktivistiske udenrigspolitik være en saga blot.
Sådan kommenterer udenrigsminister Lene Espersen (K) dagens udspil "En aktiv og ansvarlig udenrigspolitik" fra Socialdemokratiet, SF og De Radikale.
- Det er meget ærgerligt, at man gør op med den aktivistiske udenrigspolitik, som regeringen med stor succes har ført de sidste ti år.
- Den har skaffet Danmark indflydelse og givet enorm respekt om Danmark, siden udenrigsministeren.
- Ikke mindst qua det fantastiske arbejde, som de danske soldater udfører, siger Lene Espersen.
Hun skoser også oppositionen for at udsætte sin egen deadline for at hæve ulandsbistanden til én procent af bruttonationalindkomsten, BNI, på ubestemt tid.
Nu skal målet nås "over en årrække", selv om oppositionen i ti år har kritiseret regeringen at spare på ulandsbistanden, påpeger Lene Espersen.
- Hvor mange gange kan Villy Søvndal få lov at skifte mening, før han finder ud af, hvad han mener? siger hun.
Målet udskydes, fordi Danmark fattes penge forklarer partilederne Helle Thorning-Schmidt (S), Villy Søvndal (SF) og Margrethe Vestager (R).
S-SF's økonomiske "forsigtighedsprincip" betyder dag, at der aldrig bliver penge til opgaverne, mener Lene Espersen.
Ifølge udspillet vil Thorning kun holde folkeafstemning om forsvars- og retsforbeholdene i sin første valgperiode.
- Dermed har De Radikale opgivet et opgør med alle tre EU-forbehold, herunder den fælles mønt, euroen, siger udenrigsministeren.
Det er ifølge hende pengespild, når en rød regering vil lade kommissioner undersøge Irak-krigen og danske soldaters behandling af fanger i Afghanistan.
- Det er diskuteret endeløst i Folketinget. Det er et frygteligt spild af skatteydernes penge, siger Lene Espersen.
/ritzau/