SF-formand Villy Søvndal er tilfreds med regeringsgrundlaget, når man tager højde for valgresultatet.
Det er en glad SF-formand, Villy Søvndal, der søndag eftermiddag er ankommet til Christiansborg for at informere sin gruppe om resultatet af forhandlingerne om et regeringsgrundlag.
- Vi har lavet et rigtig godt resultat set i forhold til valgresultatet. Det afgørende for mig er, hvilke ændringer vi får i forhold til den tidligere regering, siger han til TV2 News med udgangspunkt i, at de Radikale ved valget overraskende fik et mandat mere end SF.
Villy Søvndal afviser at kommentere på de enkelte elementer i regeringsgrundlaget, men bekræfter, at han skal være minister.
SF har måttet give afkald på en række mærkesager i løbet af regeringsforhandlingerne. Blandt andet gennemføres der forringelser af efterlønnen, mens den ønskede millionærskat ikke bliver til noget.
Men SF-formanden mener ikke, at De Radikale har været bedre kræmmere end SF i de 16 dage med regeringsforhandlinger.
- Nej, det tror jeg egentlig ikke. Det har været en forhandling, hvor vi sidder og bøjer arm, så bordet knager. Men bordet holdt. Og sådan har de her forhandlinger været, siger Søvndal.
Ida Auken, folketingsmedlem for SF, er yderst tilfreds med regeringsgrundlaget. Det siger hun på vej ind til mødet i SF's gruppeværelse.
- Ud fra det, jeg har hørt, er jeg meget tilfreds. På det grønne område kan det næsten ikke blive bedre, siger hun.
Derudover vil hun ikke udtale sig om, hvilke kameler SF har slugt under forhandlingerne.
- Man kan altid græde over det, man ikke får. Men der er kæmpe-sejre, og det er derfor, at vi skal være med, siger Ida Auken.
Det ventes, at Helle Thorning-Schmidt vil præsentere det nye regeringsgrundlag mandag eftermiddag. Tirsdag skal hun efter planen holde åbningstale i Folketinget.
Ifølge Ritzaus oplysninger kommer der 23 ministre i den nye regering. 11 til Socialdemokraterne og seks til henholdsvis de Radikale og SF.
/ritzau/