Alle stemmer er nu talt op på Bornholm. De to store partier får begge en beskeden fremgang.
Regeringsskifte eller ej - som traditionen foreskriver bliver Bornholms to mandater fordelt mellem Venstre og Socialdemokratiet.
Øen i Østersøen kunne som den første storkreds afslutte optællingen af partistemmer ved 22-tiden torsdag aften.
Både Venstre og Socialdemokratiet fik en beskeden fremgang på øen. Til gengæld var der langt større fremgang for både Enhedslisten og De Radikale.
Fremgangen blev især betalt med tilbageskridt for både SF, De Konservative og Dansk Folkeparti.
Resultatet betyder, at Socialdemokratiets Jeppe Kofod kan fortsætte i en ny periode i Folketinget. Han blev valgt første gang i 1998.
Tilsvarende tyder alt på, at det bliver viceskoleinspektøren og borgmestersøn Peter Juel-Jensen, der genvælges for Venstre.
Han blev valgt ind i 2007, hvor han erobrede pladsen foran Thor Gunnar Kofoed, der tidligere havde siddet i Folketinget.
/ritzau/