Erna har erstattet isolationen med håb

NYKØBING - Det kan næsten ikke blive mere kedeligt.

Sådan lød den dengang 90-årige Erna Thygesens konstatering, da Folketidende talte med hende i marts sidste år efter 10 dages coronanedlukning på plejecentret Oasen.

Erna er storforbruger af fællesskabet og dets aktiviteter og håbede på, at nedlukningen ikke ville vare ret længe. Hun savnede hurtigt sin spiseklub, stolegymnastik, dans, bowling og maling i Aktiviteten. Og sin frihed til at komme ud i byen.

Men nedlukningen varede som bekendt længe.

Først for cirka 14 dage siden blev den strammeste version af besøgsrestriktionerne på Guldborgsund Kommunes plejecentre lempet.

På den måde er der gået næsten et helt år, hvor Erna Thygesens sønner og øvrige pårørende har beskyttet hende og de andre beboere på plejecentret ved at blive væk. Og ved at holde Erna inde i lejligheden på tredje sal.

Ernas indkøb blev sat ved døren, og resten af "besøget" foregik med vink nede fra parkeringspladsen.

Isolationen har undervejs slidt på Erna Thygesens ellers gode humør.

- Når man er meget alene, kan der dukke forkerte tanker op. Hvorimod man glemmer sig selv, når man er i gang med noget og sammen med andre. Derfor har det været et hårdt år, fortæller Erna Thygesen, som er rundet 91 år.

I fødselsdagsgave fik hun en ny radio, som er blevet en vigtig faktor til at holde humøret oppe i de mange ens corona-hverdage. Erna blev hurtigt træt af fjernsynets coronanyheder, genudsendelser og krimier.

I stedet lytter hun til P4.

- Når radioen kører, føler jeg mig ikke så alene i lejligheden, fortæller Erna Thygesen, som for nylig har fået en del af sin frihed tilbage i form af en covid-vaccine.

Den betyder, at hun kan komme ud af lejlighedens isolation og igen selv køber ind i Netto, på apoteket og i kiosken i Lindholmcentret.

At hendes familie kan komme på besøg igen. At hun kan tage i byen og shoppe nyt tøj og briller med sin søn. Og at de kan give hinanden et forsigtigt klem, når de ses.

Men vaccinen betyder ikke, at hverdagen er tilbage som før.

En af Ernas yndlingsstunder på dagen har i mange år været den varme middagsmad i cafeteriaet med to veninder i spiseklubben.

- Nu skal vi sidde med to meters afstand og råbe til hinanden. Det er ikke så hyggelig på den måde. Jeg håber, at vi snart kan gå ned til en meter, for det vil gøre en stor forskel, forklarer Erna Thygesen, som også har fået nogle af sine andre aktiviteter tilbage - dog stadig med afstand til de andre beboere og personalet.

- Stolegymnastikken er i gang igen to gange om ugen, og vi spiller yatzy og ser film sammen. Der er også nogle, der mødes og strikker sammen. Personalet gør alt, hvad de kan, for at vi kan få vores aktiviteter tilbage, men helt det samme er det jo ikke.

Ernas søn, Nils Thygesen, er glad for ikke længere at skulle stille posen med indkøb ved sin mors dør - og gå igen.

- Vi har hele tiden haft en god kontakt og talt meget i telefon sammen. Men det er jo ikke det samme som at være sammen. Det giver noget andet. Jeg har mærket, at min mor har været påvirket af isolationen, men jeg har ikke været bekymret for hende, fordi hun er god til at sætte ord på sine følelser. Jeg tror, at det er værre for dem, der ikke kan tale om, hvordan de har det, vurderer Nils Thygesen.

Har det været det værd? Hvor meget ensomhed og kedsomhed i et helt års isolation i kamp mod virussen skal og kan Erna og hendes med-beboere på landets plejehjem tåle?

- Det er svært at sige. Det er jo gået, og nu håber jeg, at det kun går fremad herfra, lyder Ernas egen vurdering.

Hendes søn er mere sikker.

- Ja, det har været det værd. Det havde jo været forfærdeligt og uoverskueligt, hvis jeg eller en anden pårørende havde taget virussen med indenfor, hvor den havde slået de ældre ihjel. Der er i øjeblikket mange holdninger til, hvor hurtigt samfundet skal genåbne, men jeg synes godt, at vi kan stå sammen lidt endnu for at være på den sikre side, mener Nils Thygesen.