Vejen til at blive den Kirsten, man faktisk er

TUNDERUP Da Kirsten var en lille pige, skrev hun digte, som hun ikke turde vise til nogen.

Hun sang også dejligt, havde fantasi og nysgerrighed på mennesker.

Til gengæld kedede hun sig et hul i hovedet, når hun skulle sidde stille, og hun var virkelig dårlig til regning.

Så at hendes mor mente, at hun var bedst placeret på Købmandsskolen og som kontorelev i "Mejerierne og Landbrugets Ulykkesforsikring", kan stadig undre Kirsten Cenius, som fylder 75 år i dag.

- Jeg syntes, at det var røvhamrende kedeligt. Men min mor mente nok ikke, at det havde den store betydning, for jeg skulle jo alligevel holde op på kontoret, når jeg blev gift og fik børn. Derfor var der heller ingen grund til, at jeg skulle have en studentereksamen, som min lillebror fik, konstaterer Kirsten Cenius, som kom til at bryde sin mors forestilling om et godt pige-kvindeliv igen og igen.

Hun brød sig nemlig ikke ret meget om at blive styret af sine forældre og siden af sin mand, som hun blev gift med som 18-årig.

Kirsten gik sine egne veje og opsøgte i stedet en verden med skuespil og film, som hun fandt langt mere interessant.

Men den tidlige podning med ikke at føle sig vigtig som den person, hun var, satte sig alligevel til at gnave i Kirsten Cenius' selvtillid. Og der har den fundet god næring i mange år.

- Ja, det er noget underligt noget, at den slags kan sidde så dybt i mennesker. Man siger om skuespillere, at vi er sådan nogen, der ikke følte os set som børn. Så nu skal vi hele tiden ses af publikum - og vi elsker, når de klapper ad os. Det er nok meget rigtigt, griner Kirsten Cenius.

Mange har klappet af hende, når hun har haft roller på teater, i tv og på film. Og generationer af børn har siddet klistret til skærmen og set "Fredagsbio", hvor Kirsten Cenius var dukkerne Anna og Lottes voksne.

Men det er hendes nuværende rolle som hospitalsklovnen Karla, der giver allermest mening for Kirsten Cenius.

Karla møder børn, der ligger på sygehuset, og klovnen giver dem en positiv oplevelse midt i stemningen af sygdom og utryghed. Karla er en ven i nøden, som pludselig dukker op med leg, magi og et pusterum.

Det forekommer måske som det rene pjat, men alvoren præger Kirsten Cenius' blik, når hun beskriver det grundige og seriøse arbejde, der ligger bag hospitalsklovnens tilsyneladende lette liv på sygehusgangene.

- Det er netop lige der i mødet med patienterne, det store arbejde ligger, fortæller Kirsten Cenius, som blev uddannet som den anden af nu 54 klovne i den velgørende organisation Danske Hospitalsklovne, hvor hun arbejder på 17. år.

Arbejdet inkluderer efteruddannelse tre gange om året for at udvikle Karla-figuren sammen med de andre klovne.

- Jeg elsker mit arbejde, og jeg håber, at jeg kan blive ved i mange år endnu, fastslår Kirsten Cenius.

Som nyslået 75-årig døjer Kirsten Cenius med en frossen skulder, og hun påstår også, at hun føler sig træt, når hun vender hjem fra en uges efteruddannelse hos Danske Hospitalsklovne.

Men fødselaren har hverken problemer med at gå i spagat eller at rejse sig fra gulvet igen med lynets hast.

Når hun fortæller om den seneste efteruddannelse, der blandt andet indeholdt et kursus i afrikansk dans, giver hun gerne en lille opvisning på køkkengulvet i sin lilla jumpsuit, mens hun pisker mælk til kaffen.

Det er svært at blive overbevist om, at alderen trykker ret meget.

Og den ramponerede selvtillid går det også bedre med.

- Jeg er virkelig dårlig til afrikansk dans, og det er helt okay. Det er fint at lave fejl og være uperfekt. Faktisk har jeg en stor begejstring for at være fuld af fejl. Jeg har gennem årene brugt meget tid på at ville gøre tingene så godt som muligt, og jeg har samtidig været nem at vælte, hvis nogen satte spørgsmålstegn ved mine evner.

- Nu er jeg et sted i livet, hvor jeg bare er mig, og så er det godt nok. Jeg har det bedre end nogensinde, og det eneste, jeg ønsker mig i fremtiden, er at kunne blive ved med at leve, som jeg gør nu, konkluderer Kirsten Cenius.