100-års-hændelserne med kraftigt forhøjet vandstand og vindstød af stormstyrke kan hjælpe på iltsvindskrisen i de danske farvande.
Det fortæller Jacob Carstensen, der er professor på Institut for Ecoscience på Aarhus Universitet, til Videnskab.dk.
Ifølge ham rører den kraftige blæst op i de danske farvande, så vandmasserne blandes.
- Det er en kærkommen begivenhed at få rusket op i vandet og få ryddet lidt op i den dårligdom, der nu findes dernede (i farvandene, red.) med iltsvindet, siger han til Ritzau fredag aften.
En masse iltholdigt overfladevand kan blive transporteret ned, så der kan komme ilt til bundvandet. På den måde kan iltsvindet blive mindre.
- Der, hvor iltsvindet er, er der, hvor det blæser mest, siger Jacob Carstensen.
Han peger på Lillebælt og Flensborg Fjord som to af de områder, der er hårdt ramt af iltsvind.
- I hvert fald bliver iltforholdene sådan, at fiskene forhåbentligt kan svømme frit rundt i Lillebælt og Flensborg Fjord efter det her.
Ifølge Jacob Carstensen starter sæsonen for iltsvind typisk i begyndelsen af august og fortsætter til november eller helt til december.
Men i år skal vi forvente, at sæsonen vil blive kortere på grund af det voldsomme uvejr.
- Fordi det slutter lidt tidligere i år - formentligt - så kan det (farvandet, red.) nå at opbygge en større resistens mod det til næste år, hvor vi kan se mod en ny sæson med iltsvind.
En 100-års-hændelse sker sjældnere end en gang på 100 år.
Vandstanden i Hesnæs Havn på Falster var den første til at gå over niveauet for en 100-års-hændelse fredag eftermiddag.
Klokken 16.45 var vandstanden i Hesnæs Havn 1,88 meter over normalen, mens niveauet for en 100-års-hændelse er 1,62 meter ifølge Højvandsstatistikken.
I løbet af aftenen er flere byer fulgt efter - heriblandt Aabenraa, Køge, Rødvig, Haderslev og Sønderborg.
/ritzau/