Bliver askeskyen hængende over De Kanariske Øer kan 400 danskere onsdag få udsat deres ferie ned til solen.
Lukningen af lufthavnene på De Kanariske Øer kan betyde, at ud- og hjemrejser for de danske charterturister bliver udsat.
Salgsdirektør Stig Elling fra Star Tour, oplyser, at omkring 400 danskere efter planen skal til Gran Canaria fra henholdsvis Billund og København onsdag.
- Vi kan blive nødsaget til at udsætte både hjem- og udrejsen for vores gæster. Vi følger situationen time for time. Men de rejsende skal møde op i lufthavnen, hvis de ikke hører noget fra os, siger Stig Elling.
Lukningen af lufthavnene på Kanarie-øerne betød tirsdag, at et hold norske og svenske chartergæster ikke kunne komme hjem.
Tirsdag var det endvidere uklart, om den sydportugisiske lufthavn i Faro på Algarve-kysten vil blive lukket.
- Sker det, vil vi sende omkring 150 gæster af sted til Lissabon og derfra bringe dem videre med bus til Algarve-kysten, siger Stig Elling.
Han er ked af, at askeskyen bliver ved med at drille.
- Det er ikke lige det, vi har brug for nu. Chartertrafikken er begyndt på sommerprogrammet, og vi har 35 procent flere fly i luften nu i forhold til, da askeskyen satte alt i stå, siger Stig Elling.
/ritzau/