En af de vigtigste boulevarder i København bliver spærret i en uge fra på torsdag på grund af cykel-VM.
Den tætte og langsomme biltrafik i Københavns Indre By bliver endnu tættere og mere snørklet fra torsdag den 15. september og en uge frem.
En af byens hovedfærdselsårer, H.C. Andersens Boulevard, der blandt andet går forbi Rådhuspladsen, bliver nemlig spærret for bilister som følge af verdensmesterskaberne i cykling.
- Det er første gang, vi skal være vært for så stort et sportsarrangement, så vi holder alle vejret, siger teknik- og miljøborgmester Ayfer Baykal (SF).
- Selvom vi gør, hvad vi kan, for at byen kan fungere så normalt som muligt under VM, kommer vi til at udfordre bilisterne, og derfor appellerer vi til, at man tager cyklen eller den kollektive trafik, siger hun.
H.C. Andersens Boulevard skal være start- og målområde for enkeltstarterne, der køres i Indre By og på Østerbro.
For at området kan være klar til de op mod 200.000 forventede tilskuere, bliver boulevarden spærret for biler og busser fra den 15. september klokken 05.
Efterfølgende vil de cirka 70 veje, der grænser op til ruten i Indre By, blive spærret af fra den 19.-21. september.
Jesper Worre, arrangør og direktør for Danmarks Cykle Union, understreger, at man har gjort, hvad man kan, for at tage hensyn til bilisterne.
- Vi vil selvfølgelig genere trafikken mindst muligt, og derfor bygger vi start- og målområdet på fire dage. Det er meget, meget kort tid i forhold til, at man andre steder har op mod 13 dage til sådan en opgave, siger han.
Den 22. september er alle afspærringerne væk igen. Kan man ikke undvære bilen i perioden, anbefaler Københavns Kommune, at man kører i ekstra god tid.
Den kollektive trafik ændres også under VM. Der bliver indsat ekstra metro og busser, og bussernes ruter bliver omlagt, så hele byen dækkes på begge sider af afspærringerne.
Læs her, hvordan du kommer rundt i København under VM: http://www.trafikken.dk/vm/forside.asp eller på http://www.rejseplanen.dk
/ritzau/