En mand er blevet henrettet i Texas ved hjælp af et middel produceret af det danske medicinalfirma Lundbeck.
Den 46-årige Cary Kerr er tirsdag aften lokal tid blevet henrettet i Texas med midlet Pentobarbital fra det danske medicinalfirma Lundbeck.
Kerr blev dømt i 2001 for voldtægt og drab.
Lægemidlet Pentobarbital, der egentlig er beregnet til behandling af epilepsi, anvendes til at bedøve fanger under henrettelsen, fordi et tidligere middel ikke længere kan fremskaffes.
Lundbeck er det eneste firma, der fører stoffet Pentobarbital på det amerikanske marked.
Her har flere delstater anvendt midlet i forbindelse med henrettelser med dødelig indsprøjtning.
/ritzau/AFP