Danske jøder får i år den første danske kvindelige rabbiner.
Den første danske kvindelige rabbiner ordineres søndag i en liberal synagoge i London.
Den 31-årige Sandra Kviat er en af de 30 kvinder, der er udgået fra det anerkendte Leo Baeck College. Den nyeste årgang består af fem kvinder og ingen mænd, skriver Kristeligt Dagblad.
For 63 år siden blev de første danske kvindelige folkekirkepræster ordineret. Og det er også dem, Sandra Kviat henviser til for at forklare, hvorfor flere og flere jødiske kvinder bliver rabbinere.
- Vi går i folkekirkens fodspor, hvad angår kvindelige gejstlige. Når man er holdt væk fra noget, og så endelig må, så strømmer kvinderne til. Men jeg tror, det afbalanceres med årene, siger hun til avisen.
Sandra Kviat kommer dog næppe til at lede en gudstjeneste i den ortodokse synagoge i København. Her må kvinderne ikke røre Torah-rullerne, og de sidder også adskilt fra mændene.
Overrabbiner Bent Lexner ønsker tillykke med ordinationen, som han kalder en fornyelse.
Det anslås, at der er mellem 6000 og 7000 jøder i Danmark.
/ritzau/