Som formand for EU-Kommissionen forberedte Jacques Santer euroen og østudvidelsen af EU. Men han blev fældet af en skandale, der rykkede magtbalancen i EU.
Euroen og østudvidelsen af EU med 10 lande. Begge dele var Jacques Santer med til at forberede som formand for EU-Kommissionen.
Alligevel er han måske bedst kendt som formanden for den skandaleramte kommission, der måtte træde tilbage efter et opgør, der øgede EU-Parlamentets indflydelse.
Den 18. maj fylder Jacques Santer 85 år.
Santer blev født i Luxembourg før Anden Verdenskrig. Han voksede op med det europæiske samarbejde, der gradvist spirede ud af krigens ødelæggelser.
Mens Santer stadig gik i skole, blev Det Europæiske Kul- og Stålfællesskab grundlagt i 1951. Da han begyndte på universitetsstudierne, blev Det Europæiske Økonomiske Fællesskab (EØF) oprettet.
Santer blev uddannet fra det prestigefyldte Institut d’études politiques de Paris - i daglig tale kaldet Sciences Po. Her fik de franske præsidenter Emmanuel Macron og Jacques Chirac også deres uddannelse.
Som mange andre kandidater fra Sciences Po søgte Santer ind i politik og blev premierminister i Luxembourg i 1984.
Det lå dog ikke i kortene, at han skulle blive formand for EU-Kommissionen. Først da Storbritannien nedlagde veto mod Belgiens føderalistiske premierminister Jean-Luc Dehaene, kom Santer i spil.
- Jeg var ikke førstevalget. Men at blive formand for EU-Kommissionen var heller ikke mit førstevalg, lød det forbløffende ærligt for en toppolitiker i Santers position.
Santer var med til at lancere euroen, der fortsat er drivkraft for samarbejde - og konflikter - i EU.
Han var også med til at forberede den store østudvidelse med 10 lande, som faldt på plads under det danske EU-formandskab efter Santers afgang.
Den 15. marts 1999 var det dog slut. Efter at have suspenderet en whistleblower og modvirket opklaring af korruption blandt kommissionens medlemmer gik den ikke længere.
EU-Parlamentet gjorde det klart, at man ikke kunne leve med den korruptionsanklagede franske kommissær Édith Cresson. Santers egen troværdighed var også dybt skadet. Konklusionen blev, at hele Santers kommission - inklusive den danske miljøkommissær, Ritt Bjerregaard - trådte tilbage.
Dermed var Santers afgang ufrivilligt med til at styrke EU-Parlamentets magt over for EU-Kommissionen.
En magtkamp, som dog langtfra sluttede med Santer, men stadig præger forholdet mellem de to EU-institutioner i dag.
Santer fortsatte i EU-politik efter at være gået af som kommissionsformand i marts 1999.
Ved valget senere samme år blev han således medlem af det EU-Parlament, der havde spillet en nøglerolle i at vælte ham og resten af EU-Kommissionen få måneder tidligere.
Han stoppede i EU-Parlamentet i 2004 og havde siden i nogle år tillidsposter i EU-systemet og i erhvervs- og kulturlivet i Luxembourg.
/ritzau/