Hjemmehjælpere landet over bliver udsat for chikane efter afsløringer om snyd i en københavnsk hjemmepleje.
Chikane er et udbredt problem, lyder det fra hjemmehjælpere landet over.
Udmeldingen kommer efter TV2's afsløringer af, at en gruppe medarbejdere i Håndværkerhavens Hjemmepleje i København snød med timeregistreringen og handlede privat i arbejdstiden.
Afsløringen kom tilbage i juni, og sidenhen har hjemmehjælperne oplevet en tiltagende chikane, viser en rundringning, som Morgenavisen Jyllands-Posten har foretaget til FOAs lokalafdelinger.
Her bliver der berettet om alt fra dumsmarte bemærkninger til ubehagelige episoder. Eksempelvis er en ansat i Århus blevet skygget af en kvindelig bilist, efter at hun havde handlet for en borger. Og i Randers, hvor en hjemmehjælper er blevet overfuset af en taxachauffør.
- Det burde stå klart, at ikke alle ansatte i ældreplejen er en flok forbrydere. Københavns Kommune undersøger de enkelte konkrete sager, og det bliver håndteret. Nu må I holde op. Det er for lavt, og det er under dansk værdighed, siger FOA-formand Dennis Kristensen til Jyllands-Posten.
På lokalcentre i Århus opfordres medarbejderne nu til at tage arbejdstøj og navneskilt af, hvis de eksempelvis skal købe ind i et supermarked på vej hjem fra arbejde.
/ritzau/