Små børn, der sender deres aflagte sutter til julemanden, kan fremover regne med at få svar.
Det er ikke kun ønskelister, der dumper ind af brevsprækken hos julemanden i denne tid. Mange små børn bruger også juletiden til at skille sig af med sutterne og sende dem til julemanden.
- I juletiden modtager vi op mod 100 sutter om ugen, og brevene indeholder ofte både tegninger, ønskesedler og små fortællinger, fortæller Lars Kaspersen, kommunikationschef i Post Danmark, i en udtalelse.
I 2010 har Post Danmark modtaget knap 3000 sutter med posten til julemanden.
Og nu venter der også et brev den anden vej fra julemanden til de sutteløse børn. Som noget nyt vil Post Danmark svare børnene med en hilsen fra julemanden og et diplom, der viser, at de ikke længere bruger sut.
- Vi kan se, at mange familier og børn virkelig har brugt meget tid på at sende børnenes sutter. Det er jo et stort og vigtigt skridt for børnene at give afkald på dem, og der er en masse følelser og tanker bag. Det vil vi selvfølgelig gerne prøve at gengælde, fortæller Lars Kaspersen.
Sutter kan sendes til Julemanden, Julemandens Postcenter, 0900 København C.
/ritzau/