Nu må regeringen sørge for, at Skat kræver vores penge ind, siger næstformanden i Kommunernes Landsforening, Erik Fabrin (V).
Kommunerne sætter nu ekstra pres på for at få Skat til at hente de milliarder af kroner, danskerne skylder til det offentlige. En stor del af pengene mangler nemlig i kommunekasserne, og med udsigt til store sparerunder, ville de varme gevaldigt i de kommunale lommer.
En ny opgørelse fra Kommunernes Landsforening viser ifølge nyhedsbrevet Momentum, at kommunerne lige nu har restancer for syv milliarder kroner liggende hos Skat. Alene i løbet af det seneste år er der lagt 700 millioner kroner ekstra på gælden.
Skat overtog i 2005 opgaven med at inddrive borgernes gæld til kommunerne fra for eksempel ubetalte ejendomsskatter, børnebidrag og P-bøder. Og siden da er gælden mere end fordoblet.
- Nu forlanger vi simpelthen handling. Vi kan ikke leve med, at kommunernes restancer bare stiger og stiger, uden at vi selv har mulighed for at rette op på det. Nu må regeringen påtage sig ansvaret for hurtigst muligt at få rettet op på problemerne og sikre en holdbar løsning, siger KL's næstformand Erik Fabrin (V).
Han forudser, at netop Skats manglende inddrivelse af borgernes gæld bliver et centralt emne ved de forhandlinger mellem regeringen og kommunerne, som begynder i næste måned.
/ritzau/