Den yderliggående miljøaktivist Paul Watson har atter sat kurs mod Færøerne for at forhindre årets grindedrab.
Den kendte miljøaktivist Paul Watson fra organisationen Sea Shepherd sætter om nogle dage igen kursen mod "det danske protektorat Færøerne" med sit skib for at aktionere mod årets grindedrab. Det oplyser han fra Barcelona i en pressemeddelelse.
Kaptajn Watson har tidligere besøgt Færøerne i samme ærinde. Han kalder sit togt "Operation Ferocious Isles" (Operation De Grumme Øer) - et ordspil på Færøernes engelske navn, Faeroe Islands.
Miljøaktivisten regner med at kunne lave lige så stor ravage i færingernes grindefangst, som han havde held til i Sydhavet tidligere på året. Har aktionerede han ved Antarktis for at beskytte de store hvaler mod japanske hvalfangerbåde.
Sea Shepherd har anskaffet ny teknologi, annoncerer organisationens leder, og vil bruge akustisk udstyr til at lægge "en mur af lyd" i vandet, så grindehvalerne ikke søger ind i de færøske fjorde, hvor de bliver slagtet.
- Sea Shepherd vil også filme og dokumentere de grusomheder, der bliver begået på Færøerne, og dele det med offentligheden for at skabe opmærksomhed. Denne taktik har vist sig særdeles effektiv i forsvaret af de store hvaler, siger Watson.
Den færøske lagmand, Kaj Leo Holm Johannesen, har i et forsvar for grindedrabet talt om sit folks ret til at være uenigt - og protestere.
Hertil svarer Paul Watson: - Der er en ting, som er langt vigtigere end ytringsfrihed, og det er friheden til at leve.
Han bebuder, at formålet med turen til Færøerne ikke er at protestere mod "det uhyrlige slagteri af grindehvaler i et barbarisk ritual".
- Vores mål er at bruge aggressiv ikke-vold til at intervenere i grindedrabet, når som helst det er muligt, siger Paul Watson.
Aflivningen af de små hvaler er endnu mere grusom og blodig end den japanske slagtning af delfiner, der skildres i den prisbelønnede film "The Cove", mener han.
Sea Shepherd gennemfører Operation De Grumme Øer i samarbejde med Brigitte Bardot Foundation. Den franske skuespillerinde er kendt for sin kamp mod bl.a. drab på sæler
/ritzau/