Fødevareminister vil stramme reglerne for håndtering af frosne hindbær for at hindre nye sygdomstilfælde.
Ansatte i kantiner, caféer og alle landets øvrige køkkener kan lige så godt begynde at give frosne hindbær et opkog, før de bliver serveret i en smoothie eller en dessert.
Fødevareminister Mette Gjerskov (S) er nemlig på vej med et krav om, at det ikke længere skal være tilladt at servere bærrene direkte fra fryseren. Det skriver Morgenavisen Jyllands-Posten.
- Det er uacceptabelt, at så mange mennesker bliver syge af én fødevarekilde. Man kan faktisk dø af det her, og derfor vil jeg gerne sende det klare signal, at det virkelig bliver taget alvorligt, siger Mette Gjerskov til Jyllands-Posten.
For at komme de mange sygdomstilfælde på grund af inficerede udenlandske bær til livs, vil ministeren have reglerne strammet, så den hidtidige anbefaling om at varmebehandle bærrene nu altså bliver ophøjet til et decideret krav.
Der har gennem lang tid været mange eksempler på danskere, som er blevet syge efter at have spist frosne hindbær.
I sidste kvartal af 2010 og 2011 er der registreret 12 sygdomsudbrud med i alt 275 syge, hvoraf de 261 skyldes serbiske hindbær.
Producenter og importører har ansvaret for, at bærrene er i orden, men i og med at der fortsat kommer inficerede bær til Danmark, er det nødvendigt at gribe ind, mener Mette Gjerskov.
/ritzau/