Århusborgmester Nicolai Wammen (S) vil ifølge Ritzaus oplysninger i dag på et pressemøde oplyse, at han stiller op til Folketinget ved førstkommende valg.
Århusborgmester Nicolai Wammen (S) forlader borgmesterstolen i samme øjeblik, som statsminister Lars Løkke Rasmussen (V) udskriver folketingsvalg. Han vil nemlig stille op til Folketinget.
Det vil han oplyse på et pressemøde onsdag, siger kilder tæt på borgmesteren til Ritzau.
Ifølge JP Århus vil den 39-årige Nicolai Wammen stille op til Folketinget i den Århus-kreds, der mandag blev ledig, da Anne-Marie Meldgaard meddelte, at hun ikke genopstiller.
Han har tidligere været medlem af Folketinget, men trådte ud i 2004 for at vinde borgmesterposten i Århus tilbage til Socialdemokraterne efter Louise Gade (V).
Ved kommunalvalget sidste år blev Århusborgmesteren topscorer med 38.608 personlige stemmer.
/ritzau/