Jagten på mårhunden trappes for alvor op. Målet er at udrydde det uønskede rovdyr i Danmark.
Mårhunden går en svær tid i møde. Det lille rovdyr vil fremover blive jagtet intenst over hele landet, indtil det er helt udryddet i den danske natur i løbet af de næste tre-fire år.
Det er resultatet af en aftale, som Naturstyrelsen og Danmarks Jægerforbund har indgået.
Aftalen er, at der inden for kort tid oprettes et fælles beredskab, som skal følge op på tips fra hele landet om mårhunde, der er observeret, skudt, påkørt eller fanget levende.
Mårhunde, der fanges levende i for eksempel fælder, skal steriliseres og sættes ud igen som såkaldte Judas-dyr, der ved hjælp af gps-teknologi kan lede frem til andre mårhunde.
Døde mårhunde skal undersøges for at se, om de er bærere af den farlige dværgbændelorm. Desuden vil der blive opstillet kameraer og fælder for at følge mårhundene.
I alle tre situationer kommer jægerne til at spille en vigtig rolle, understreger Naturstyrelsen, og det hilses velkommen af Danmarks Jægerforbund.
- Aftalen cementerer vigtigheden af, at myndighederne samarbejder med private aktører om løsning af større samfundsmæssige opgaver, siger jægernes formand, Ole Roed Jakobsen.
Naturstyrelsen blev tidligere på året kritiseret for sin langsommelige indsats mod det invasive rovdyr.
Miljøminister Karen Ellemann (V) krævede, at der blev sat turbo på udryddelsen af mårhunden, der vil kunne udrydde store dele af Danmarks ynglefugle og smådyr, hvis den får lov til at brede sig.
Den halv meter lange, vaskebjørnslignende mårhund er et effektivt rovdyr, der kan udkonkurrere den hjemlige ræv og grævling.
De kan være bærere af den farlige dværgbændelorm, der i værste tilfælde kan være dødelig for mennesker, og de kan sprede parasitter til vildtet i den danske natur.
Der er registreret cirka 100 mårhunde i Danmark.
/ritzau/