En mand er blevet henrettet i Texas ved hjælp af et middel produceret af det danske medicinalfirma Lundbeck.
Den 46-årige Cary Kerr er tirsdag aften lokal tid blevet henrettet i Texas med midlet Pentobarbital fra det danske medicinalfirma Lundbeck. Medicinalkoncernen selv er imod at bruge lægemidlet til henrettelser.
Cary Kerr blev dømt for voldtægt og drab begået i 2001. Ved hans henrettelse tirsdag var det første gang, at staten Texas brugte midlet fra danske Lundbeck ved en henrettelse.
Lægemidlet Pentobarbital, der egentlig er beregnet til behandling af epilepsi, anvendes til at bedøve fanger under henrettelsen, fordi et tidligere middel, Sodium Thiopental, ikke længere kan fremskaffes.
Pentobarbital-midlet blev brugt sammen med to andre midler, da Kerr blev henrettet.
Lundbeck er det eneste firma, der fører stoffet Pentobarbital på det amerikanske marked, og det var første gang, at det blev brugt i Texas.
Tidligere har staterne Ohio og Oklahoma anvendt midlet i forbindelse med henrettelser med dødelig indsprøjtning.
Staten South Carolina har efter planen tænkt sig at benytte stoffet ved en henrettelse på fredag.
Lundbeck har allerede fra starten gjort det klart for amerikanske stater, at man er imod brugen af midlet til henrettelser.
Selskabet mener dog, at man kun vil kunne stoppe brugen ved helt at fjerne midlet fra markedet - til skade for patienter, der har brug for det.
Danmarks udenrigsminister, Lene Espersen (K), har tidligere beklaget, at dansk medicin anvendes til henrettelser i USA, og hun har opfordret amerikanske delstater til at stoppe henrettelser med midlet.
Cary Kerr blev kendt skyldig af en jury i 2001 og dømt til døden i 2003. Kerr blev dømt skyldig i at have overfaldet og kvalt den 34-årige Pamela Horton.
Kerr er den tredje person, der blev henrettet i staten Texas i år. Han er den 13. henrettede i hele USA i år.
I sidste måned blev drabsmanden Cleve Fosters henrettelse i Texas udsat, fordi Fosters advokat blandt andet har sat spørgsmålstegn ved brugen af Lundbeck-præparatet
/ritzau/AFP