Pædagoger i vuggestuer og børnehaver skal være bedre til at stimulere børnenes sproglige udvikling. Regeringen og DF vil nu bruge 43 millioner kroner på sagen.
Gode evner til at udtrykke sig verbalt er helt afgørende for, hvordan et barn klarer sig i skolesystemet og resten af livet.
Derfor lægger regeringspartierne og Dansk Folkeparti op til, at der i vuggestuer og børnehaver kommer mere fokus på børnenes sproglige udvikling.
Mere efteruddannelse af pædagogerne er et af hovedpunkterne i en massiv indsats, som socialminister Benedikte Kiær (K) har aftalt med regeringspartierne og Dansk Folkeparti. Sprogpakken til 43 millioner kroner skal hovedsagelig bruges på efteruddannelse og en større informationsindsats i kommunerne. En del af pengene skal bruges på et forskningsprojekt om børns sproglige udvikling.
Socialminister Benedikte Kiær understreger, at den sproglige udvikling ikke kun er afgørende for barnets videre succes i skole og uddannelsessystemet, men også spiller en stor rolle for børns trivsel og udvikling, og hvordan de klarer sig i sociale sammenhænge.
- Man er kommet rigtig langt med sprogvurderingerne i daginstitutionerne. Næste skridt er naturligvis at få arbejdet med den opfølgende indsats helt på plads. Og der er stadig brug for forbedringer, siger hun.
/ritzau/