Dyreunger i naturen har større dødelighed end pattegrise i staldene, indvender formanden for Dyreetisk Råd mod kritikken af svineavlerne.
Det er ikke noget dyreetisk problem i sig selv, at en femtedel af hvert kuld smågrise dør i landet svinestalde. Men det er problematisk, hvis svage smågrise lider unødigt. Og det er problematisk, at søerne presses meget på deres velfærd til at opfostre dem.
Det siger formanden for Dyreetisk Råd og professor i bioetik, Peter Sandøe, til debatten om den høje dødelighed blandt smågrise.
- Der dør en langt større andel af dyreunger i naturen, end der gør blandt pattegrisene. Også blandt økologiske frilandsgrise dør der flere pattegrise, blandt andet fordi søerne lægger sig på dem. Når bare de pattegrise, som ikke har store overlevelseschancer, slås ihjel med det samme, så er det for mig at se ikke et etisk problem med de store kuld, siger Peter Sandøe.
Derimod - siger han - er det mere problematisk, at søerne både presses til det yderste gennem at skulle føde mange kuld og til at opfostre fremmede pattegrise.
Men det kan afhjælpes et stykke hen ad vejen ved at give søerne ordentligt foder og ved at slagte dem på et tidligere tidspunkt, inden de er helt udslidte, siger professoren.
Han siger også, at samfundet må leve med presset på dyrevelfærden i svineavlen, så længe målsætningen for svineavlen skal være, at den danske svineproduktion skal være konkurrencedygtig på verdensmarkedet.
- Det vil svineavlen ikke være, hvis man begynder at lovgive om, hvor store kuldene må være. Det her problem kan ikke løses ved lovgivning. Det kan kun løses ved, at forbrugerne efterspørger grisekød, som er produceret under andre forhold end dem, der findes i den intensive svineproduktion, siger Peter Sandøe.
/ritzau/