Den omstridte hjerneforsker Penkowa bliver frataget sin EliteForsk-pris, oplyser Videnskabsministeriet.
Den omstridte hjerneforsker Milena Penkowa fratages sin prestigefyldte EliteForsk-pris.
Det oplyser Videnskabsministeriet på sin hjemmeside.
- Et af kriterierne for at modtage EliteForsk-prisen er at være rollemodel og kaste et positivt lys over forskningen, siger videnskabsminister Charlotte Sahl-Madsen (K).
- Efter at Milena Penkowa er blevet dømt for dokumentfalsk, underslæb og falsk anklage har Københavns Universitet indstillet, at hun fratages prisen, tilføjer hun.
Videnskabsministeren er enig i vurderingen og har meddelt Penkowas advokat, at ministeriet tilbagekalder tildelingen af prisen, lyder det.
EliteForsk-prisen beløber sig til 1,1 million kroner.
/ritzau/