Samtidig med at Den Katolske Kirke i Danmark iværksætter en advokatundersøgelse af sexovergreb, er politiet færdig med sin undersøgelse.
Politiet er færdig med at efterforske de op mod 30 sager om seksuelle overgreb i den katolske kirke og vil på onsdag fremlægge resultatet. Det siger talsmand for Den Katolske Kirke i Danmark, pastor Niels Engelbrecht.
- Alle sager, som er kommet til kirkens kendskab, er blevet sendt videre til politiet, som tager stilling til, om de skal videre gennem retsvæsnet. Politiet har meddelt os, at vi på onsdag kan forvente, at de vil sige noget om de sager, som de har fået udleveret, siger Niels Engelbrecht.
Afhængig af, hvad politiet kommer frem til, vil kirken ikke udelukke tjenstlige skridt mod nogle præster.
- Vi vil studere nøje, hvad der kommer tilbage fra politiet, og kirken må herefter tage stilling til, hvilke tjenstlige skridt den vil tage i forhold til sine medarbejdere. Så man må forvente, at institutionen måske må sætte en tjenstlig undersøgelse i gang, siger Niels Engelbrecht.
Oplysningen kommer i forbindelse med et pressemøde mandag, hvor Den Katolske Kirke i Danmark bekendtgør, at man nu har bedt en advokat om at klarlægge, om kirken har forsøgt at modarbejde opklaringen af seksuelle overgreb inden for kirken.
Det er kirken selv, der har taget initiativ til den uvildige undersøgelsen og har bedt advokat Lars Kjeldsen om at lave den.
Advokatundersøgelsen kan tage op til halvandet år.
/ritzau/