Det er ikke længere nødvendigt, at koge vandhanevandet inden det drikkes i det område i Nykøbing, som de sidste par uger har været ramt af kogepåbud.
Det er i området ved Parkvej, Fjordvej og omliggende veje i Nykøbing, at der de seneste par uger har været kogepåbud, fordi der var konstateret en bakteriologisk forurening i vandet.
–Vi har her til morgen modtaget svar på prøver som blev taget i onsdags, fortæller administrerende direktør i Guldborgsund forsyning Flemming Bach. - Prøverne viser, at vandet igen er så rent, at det kan drikkes direkte fra hanen. Han formoder at forureningen, som ikke stammede fra vandværket er opstået i forbindelse med renovering af vandledningerne i området.
- Måske er der røget lidt mudder med ned, når rørene er blevet samlet i en udgravning. Det er nok til at udløse en bakteriologisk forurening som overskrider grænseværdierne, slutter Flemming Bach.