Et spædbarn blev dræbt og dets forældrepar såret af danske soldaters bombesprængning mandag, oplyser HOK.
Det gik helt galt, da en gruppe danske soldater mandag skulle bortsprænge en hjemmelavet bombe ud for Camp Price i Afghanistan.
Ifølge Hærens Operative Kommando blev et spædbarn dræbt af fragmenter fra sprængningen, og derudover blev begge spædbarnets forældre såret ved ulykken.
Den hjemmelavede bombe - i militærsprog en såkaldt IED - blev fundet af en patrulje fra den afghanske hær, som tilkaldte de danske styrker for at få bomben bortsprængt.
De danske soldater etablerede en sikkerhedszone omkring sprængningsstedet, netop for at forhindre ulykker, men ikke desto mindre blev familien altså ramt af flyvende fragmenter.
Den danske kampgruppe har indledt en undersøgelse, der skal klarlægge, hvordan de ramte civile har kunnet komme til skade trods den etablerede sikkerhedszone, oplyser HOK i en pressemeddelelse.
Repræsentanter fra Forsvarets Auditørkorps er på vej til Helmand for at bistå i undersøgelsen.
Lokale afghanske myndigheder er orienteret om hændelsen.
Distriktsguvernøren i Gereshk har udtrykt sin beklagelse af det skete, som han betegner som et sammenfald af uheldige omstændigheder, skriver Hærens Operative Kommando på sin hjemmeside.
Hændelsen fandt sted ved Highway 1 cirka fem kilometer vest for Camp Price.
Ingen danske soldater er kommet til skade ved hændelsen
/ritzau/