Har man købt en øl ved navn Brodtgaard, bør man hælde indholdet ud. Slotsbryggeriet Føniks ApS tilbagekalder nemlig denne øl, fordi der er fare for, at flaskerne sprænger.
Der er dog kun tale om de øl, der har udløbsdatoen 02.01.2013.
Ifølge en pressemeddelelse skyldes risikoen for flaskesprængning en alt for kraftig eftergæring af øllet i de omtalte flasker.
Dog er det på ingen måde sundhedsfarligt at drikke øllet, lyder det fra bryggeriet. Det er kun det forhøjede tryk i flaskerne, der udgør en risiko i form af sprængning.
Flaskerne er solgt i Coops butikkerne Kvickly, SuperBrugsen og Dagli Brugsen. I alt er der tale om cirka 2000 sprængfarlige flasker.
/ritzau/