En pengestrid mellem fodterapeuter og sundhedsmyndighederne kan koste sukkersygepatienters tilskud til fodpleje.
Sukkersygepatienter risikerer at få foden i klemme på grund af en pengestrid mellem de statsautoriserede fodterapeuter og sundhedsmyndighederne.
På et møde lørdag i Odense tager de statsautoriserede fodterapeuter stilling til, om de skal opsige deres ordning med regionerne om tilskudsbehandlinger. Konsekvensen af det vil være, at de offentlige kasser så lukkes for tilskuddet til årligt over 100.000 patienter.
- Patienterne vil stadig kunne få fodbehandlingen. Men så bliver det til den fulde pris, siger formanden for Landsforeningen af Statsautoriserede Fodterapeuter, Tina Christensen.
Sådan en situation vil ifølge Diabetesforeningen være uoverskuelig for mange sukkersygepatienter. Også fordi ordningen er patienternes garant for, at fodterapeuterne lever op til faglige krav. Uden ordentlig behandling risikerer sukkersygepatienter at få sår, der kan gøre amputationer nødvendige.
- Det er i forvejen dyrt at leve med en kronisk sygdom. Og der vil være tusindvis af diabetikere, som det vil ramme hårdt økonomisk. Mange vil ikke længere have råd til fodbehandlinger, siger Diabetesforeningens formand og overlæge Allan Flyvbjerg.
Tilskudsordningen er på spil, fordi fodterapeuterne i sidste måned tabte en sag ved Højesteret. Her forsøgte de at få det underkendt som grundlovsstridigt, at Sundhedsministeriet med en bekendtgørelse har sat et loft over, hvor mange penge de må tage for de fodbehandlinger, der gives tilskud til. Loftet ligger op til 100 kroner under den normale pris, som fodterapeuterne tager af patienter, som ikke har ret til tilskud.
Sukkersygepatienter får refunderet 60 procent af den dikterede pris på 272 kroner for en tilskudsberettiget fodbehandling, der tager en times tid.
/ritzau/