Passagerer til Københavns lufthavn i Kastrup skal køre i god tid eller vælge andre ruter i øjeblikket.
Togdriften i København er forstyrret af en nedrevet køreledning ved Sydhavnsgade mellem Københavns Hovedbanegård og Ørestad. Togene kan kun køre i et spor, indtil arbejderne på stedet har fået hængt ledningen op igen.
Problemet betyder, at IC-tog til lufthavnen i Kastrup er forsinket med op til 15 minutter, oplyser DSB. Øresundstog mellem Malmö og Helsingør kører normalt.
Derimod kører regionaltoget mellem Nivå og lufthavnen kun til Københavns Hovedbanegård, ifølge Banedanmark.
DSB kan ikke sige, hvornår togdriften igen vil være normal. Passagerer til lufthavnen kan i mellemtiden benytte metroen, bus 5A eller DSBFirsts tog til Malmö.
/ritzau/