Kost & Ernæringsforbundet frygter fremtiden med et storkøkken.
Hvis ikke politikerne tænker sig rigtig godt om, kan besparelserne ved et nyt storkøkken til ældremad blive ædt op af stigende sundhedsudgifter.
Sådan lyder det med en løftet pegefinger fra regionsformanden for Kost & Ernæringsforbundet i Region Sjælland, Rikke Kristensen.
Mens leverancen af mad til ældre, der endnu bor hjemme ikke vil få de store ændringer, ser det straks helt anderledes ud, hvis man kigger på dem, der bor på kommunens plejecentre.
Rikke Kristensen frygter, at de medarbejdere, der har forstand på kost, forsvinder fra centrene.
Forkert behandling af maden kan gå ud over de ældres sundhed, og bliver det almindeligt plejepersonale, som skal stå for måltiderne, kan hygiejnen nemt blive sorteper.
- Hvis noget går galt med hygiejnen, eller de ældre ikke får den korrekte kost, kan det forværre disse personers liv, og derfor er det noget skidt, hvis politikerne ikke har tænkt bemandingen på plejecentrene med i det videre forløb, slår Rikke Kristensen fast.